Arkiv for årsliste

Her er så de sidste fem albums i min lille årskavalkade over de bedste musikudgivelser fra 2009.

The Flaming Lips: Embryonic

De frygtløse freaks fra Oklahoma markerede 10-års jubilæet for udgivelsen af nyklassikeren The Soft Bulletin, ved at vende tilbage til deres eksperimentelle rødder. Folk der forventede en ny Bulletin kom hurtigt på andre tanker når Embryonic tonede ud af højtalerne: væk var de smukke eksistentielle hymner og den klare detaljerede produktion. I deres sted var der nu et kaos af lyd, der hvirvlede rundt omkring forsanger Wayne Coyne’s forvrængede og ofte ugenkendelige stemme og (mere end sædvanligt) bizarre tekster. Men der er system i rodet – efter nogle gennemlytninger dukker der et sammenhængende og dybt fascinerende album op til overfladen, der på sin egen måde er lige så smuk som bandets seneste 2-3 udgivelser. Og jeg kunne da heller ikke nære mig for at købe den behårede deluxe udgave…

Heldigvis havde de ikke lavet så radikale ændringer i deres efterhånden legendariske liveshow, så der var stadig masser af konfetti og store kulørte bolde i luften, da bandet gæstede Herning Kongrescenter i november. Det var tæt på en perfekt aften, hvor jeg sågar mødte Wayne Coyne backstage efter koncerten. Jeg vil give Gaffas anmelder ret i at det er “Det bedste show i verden”. Eneste malurt i bægeret var antallet af det fremmødte publikum – salen var ikke engang halvt fyldt. Skuffende!

Jeg tog i øvrigt lidt billeder som kan ses her.

Se også “Watching The Planets” – men ikke på arbejde

Malcolm Middleton: Waxing Gibbous

Et af de albums, som burde have været på min liste for 2008, men som jeg først for alvor fik øjnene op for i løbet af 2009, er den fantastiske Sleight of Heart af Malcolm Middleton, multiinstrumentalisten fra den hedengangne skotske duo Arab Strab. For at rette op dette, inkluderer jeg dets efterfølger, som ifølge mine beregninger må være Middleton’s femte soloalbum. Det lever måske ikke helt op til forgængeren, men det rummer stadig en samling fremragende sange, og, som sædvanlig, skarpe tekster, der på én gang kan være hysterisk morsomme og dybt sørgmodige. Lyt blot til “Red Travelling Socks”…

Morrissey: Years of Refusal

En anden af årets store koncertoplevelser var den evigt unge Morrissey, som spillede en veloplagt koncert på Rytmeposten i Odense, tilbage i juni måned. Med i baggagen havde han endnu et fortrinligt album: Years of Refusal var lidt af en overraskelse, da mange af hans fans, mig selv inklusiv, ellers havde forventet at Mozzer ville fortsætte stilen fra forgængeren Ringleader of The Tormentors, som bød på en eftertænksom Morrissey og mange svulstige ballader. Men crooneren Morrissey var blevet udskiftet med rockeren Morrissey, hvilket man hurtigt blev klar over, når det nye album blev sat i cd-skuffen. Det var stadig umiskendelig Morrissey, men han virkede mere tændt og fokuseret på denne plade, end han havde gjort længe.

Richmond Fontaine: We Used To Think The Freeway Sounded Like A River

Dette band fra Portand, Oregon, med den sympatiske forsanger, guitarist og forfatter Willy Vlautin i front, er et af mine absolutte yndlingsorkestre, og har været det lige siden jeg hørte deres fremragende femte album Post To Wire tilbage i 2004. Jeg har også haft fornøjelsen af at høre dem live to gange – desværre ser det ikke ud til at de slår vejen forbi Danmark i denne omgang.

We Used To Think… er bandets ottende opus, og det er umiskendeligt et Richmond Fontaine album: på én gang rå og smuk americana tilsat Vlautin’s velkendte fortællinger om sørgelige eksistenser og triste skæbner i skyggen af den amerikanske drøm. Jeg har desuden Vlautin’s nyeste bog Northline liggende, og håber på jeg snart kan få den læst.

Super Furry Animals: Dark Days / Light Years

De walisiske syrehoveder Super Furry Animals har efterhånden eksisteret i 15 år, men de har ikke på noget tidspunkt mistet evnen til at skrive skæve, legesyge og iørefaldende popsange. Dark Days / Light Years, bandets niende album, fortsætter stilen, men indeholder stadig nogle overraskelser. F.eks. overtager keyboardspiller Cian Ciárán mikrofonen på et af pladens bedste numre “Mt.” og Nick McCarthy fra Franz Ferdinand bidrager med tysk spoken word (!) på “Inaugural Trams”. Som altid er SFA et charmerende bekendtskab!

Har du en kommentar? Skriv løs!

Planeten Jorden har atter fuldført en tur rundt om Solen, og det er igen tid til at se tilbage på det forgangne musikår. Jeg skal være ærlig og indrømme, at der nok er blevet spillet mere “Åh Abe” end Animal Collective i vores lille hjem, men jeg forsøger mig alligevel med en liste (eller to) over anbefalede udgivelser fra det herrens år 2009.

Og præcis som sidste år, vil jeg styre udenom titler, der allerede findes på A Rock In The Weary Land’s årsliste. Det betyder bl.a. at Dinosaur Jr’s fremragende Farm ikke er at finde på min liste…

…And You Will Know Us by the Trail of Dead: The Century of Self

Støjrockerne fra Austin, Texas stod bag et af de absolut bedste albums i 2002, Source Tags & Codes. Siden da har det været så som så med kvalitetsudgivelser fra deres hånd, men med The Century of Self – deres første udgivelse på eget selskab – ser det ud til, at de har fundet gnisten igen. Lyden er stadig pompøs og teksterne er ude i grænselandet, hvor det prætentiøse møder det obskure, men bandet lader til at have kastet de værste prog-tendenser overbord, og de tør lyde både kaotiske og farlige igen.

Arctic Monkeys: Humbug

Der er egentlig ikke så meget at tilføje, som ikke allerede er blevet sagt og skrevet mange andre steder. Vidunderbarnet Alex Turner og hans kumpaner fra Sheffield fortsætter successen med endnu et fremragende album. “Crying Lightning” og “Cornerstone” er noget af det bedste de arktiske primater har præsteret indtil videre – og det siger ikke så lidt!

Built To Spill – There Is No Enemy

Efter tre års ventetid udgav indiebandet Built To Spill endelig opfølgeren til “comeback”-albummet You In Reverse, og det har absolut været ventetiden værd. Der er skruet lidt ned for tempoet i forhold til forgængeren, men ellers er der tale om klassisk BTS – skønne og skæve popsange med masser af lækker guitar!

Bill Callahan – Sometimes I Wish We Were An Eagle

Han har måske droppet sit kunstnernavn (Smog), og lyden er ikke længere skrabet og lo-fi, men misantropien og den monotone baryton er ikke til at tage fejl af:  dette er en Smog-plade i alt andet end navn.  Og endda en rigtig god én af slagsen!

Graham Coxon: The Spinning Top

Jeg overvejede seriøst at inkludere Blur’s fantastiske livealbum All The People… (fra deres comeback optræden i Hyde Park i juli – hvem der bare havde været der!), men i stedet vælger jeg denne lille perle: Blur’s eminente guitarists syvende (sådan cirka) og til dato bedste soloalbum. Coxon har søgt væk fra det post-punkede udtryk, som han har dyrket på sidste, og har i stedet kastet sin kærlighed på den britiske folkrock og måske især Bert Jansch – og resultatet er et både smukt og helstøbt album. I samme åndedrag vil jeg anbefale Peter Doherty’s album Grace / Wastelands hvor Coxon bidrager med sit fantastiske guitarspil på de fleste numre.

Fortsættes…