Endnu et år er omme, og endnu engang er min gode ven ovre på A Rock In The Weary Land kommet mig i forkøbet med en top 10 liste over årets bedste musikudgivelser. Jeg har besluttet ikke at inkludere nogle af titlerne fra denne liste på min egen, så det betyder at fremragende udgivelser af navne som f.eks. Bon Iver, Okkervil River og Conor Oberst ikke vil figurere her. Heldigvis har 2008 budt på en  hel masse lækker musik, og der har været rigelig at vælge imellem.

Her følger en liste over 10 gode plader fra det herrens år, 2008. Kommentarer modtages gerne!

 

Ryan Adams & The Cardinals: CardinologyRyan Adams

Intet musikår uden en mindst én udgivelse fra evigt produktive Ryan Adams. Og i modsætning til de fleste anmeldere (læs f.eks. Uncuts omtale nedenfor)  synes jeg ikke han har lavet  én eneste overflødig udgivelse siden solodebuten Heartbreaker. Som en sportskommentator måske ville udtrykke det: han har et skræmmende højt bundniveau!

Uncut: Ultimately, Cardinology serves as another minor indictment of Adams’ famously lackadaisical internal editor. Neveretheless, it is still, almost infuriatingly, a stretch better than most people at their best.

 

 

 

Calexico: Carried To DustCalexico

Efter den noget anonyme "Garden Ruin" er Calexico tilbage i vante omgivelser. Ypperlig americana med særlig inspiration fra spansk/mexikansk musik – mexicana måske?

Pitchfork: Ultimately, this is the type of record this band is suited to making, and it richly rewards repeat listening–details and melodies that seem buried or understated eventually come to fore, slowly revealed in a mixture of organic warmth, welcome variety, and subtle complexity. 

Uncut: Calexico are back, but this time they’re travelling all over the map. Carried to Dust is a quietly persuasive record.

 

 

 

Nick Cave & The Bad Seeds: Dig!!! Lazarus Dig!!!Nick Cave

Mørkets mester er ikke tilbage… han har sgu aldrig været væk! :-)

Pitchfork: The Bad Seeds sound even edgier and more sophisticated on Dig, Lazarus, Dig!!!, providing a fitting pulpit for their bandleader’s ravings.

Rolling Stone: It’s not every goth-punk fiend who can celebrate his fiftieth birthday with an album as loud, filthy and brilliant as Dig, Lazarus, Dig!!!

Uncut: The band has never sounded better, and Cave seems to have relaxed into the hysteria of his vocal style; like Elmer Gantry singing Leonard Cohen at a tent-revival.

 

 

 

CSS: DonkeyCSS

Brasilianske CSS’ anden plade fik en temmelig blandet modtagelse af musikpressen. Men i modsætning til flertallet af anmeldere synes jeg faktisk af "Donkey" er en bedre plade end debuten. En herlig spraglende og varieret plade, som er skræddersyet til at høre i bilen!

Soundvenue: Så mens noget af umiddelbarheden og friskheden er røget i processen, og flere af numrene virker mere gennemtænkte og veludførte end debutens vildskab, så formår brasilianerne at sikre sig håbet om langtidsholdbarhed ved trods alt at bevise, de kan mere end bare fyre den af og være de nyeste pauseklovne.

Gaffa: Det handler stadig mest om fest og ballade, men med CSS i højttalerne er man – så længe det varer – udsat for både fræk og medrivende audiounderholdning.

 

 

The Felice Brothers: The Felice BrothersFelice Brothers

De lyder måske som The Band med Dylan i front, men The Felice Brothers er stadig et af de bedste nyere bands under americana banneret. Rigtig gode tekster og melodier leveret med en udpræget spilleglæde.

Uncut: Rowdy, vivid, moving and playful, The Felice Brothers is just glorious.

Mojo: The Bros’ songs mostly rollick on witrh the agreeably vaudevillian bonhomie of The Band, when not essaying gloom with swooningly lachrymose balladry.

 

 

Frightened Rabbit: The Midnight Organ FightFrightened Rabbit

Før hele musikpressen gik i selvsving over Glasvegas, udgav et andet skotsk band, Frightened Rabbit, dette  album. Og hvor førstnævnte skuffede mig en del, bliver "The Midnight Organ Fight" bedre og bedre efter hver gennemlytning. Kan varmt anbefales!

Mojo: What might sound like a depressing work of angsty indulgence is in fact an uplifting record of angular alt-folk.

 

 

 

Ladyhawk: ShotsLadyhawk

The National møder Crazy Horse… vidunderligt!

Uncut: To say Ladyhawk offer a pretty straightforward rock trip make them sound unadventurous, which they probably are, but also doesn’t really do justice to the sheer head-nodding, play-loud-and-prosper enjoymenet this offers.

 

 

The Last Shadow Puppets: The Age of The UnderstatementLast Shadow Puppets

Kan Alex Turner overhovedet sætte en fod forkert? Efter to fremragende udgivelser med Arctic Monkeys, slog han pjalterne sammen med vennen Miles Kane og udgav "The Age of The Understatement" – et af årets mest originale og overraskende plader. Nu venter vi bare på Arctic Monkeys’ tredje album, som efter sigende skulle være indspillet i selskab med ingen ringere end Josh Homme fra Queens of The Stone Age!

Uncut: With Arcade Fire arranger Owen Pallett draping the songs in sympathetic strings and producer James Ford working overtime on drums, the result is a widescreen epic, full of high fevers and crystal-clear vocal performances.

Mojo: The Last Shadow Puppets is an extraordinary side project that’s even more enticing than the mothership.

 

 

 

Mogwai: The Hawk Is HowlingMogwai

De skotske postrockeres sjette udspil byder måske ikke på de store overraskelser, men fans blev ikke skuffede. Mægtige Mogwai er stadig det ubestridt bedste post-rock band i verden. Punktum.

Allmusic: At first, it’s tempting to want all of The Hawk Is Howling to be as obviously powerful as its biggest tracks, but with time it reveals itself as one of Mogwai’s most masterful blends of delicacy and strength.

Drowned In Sound: The Hawk Is Howling may not induce the apprehensive anxiety of "Happy Songs For Happy People" or even match the apocalyptic ambience of "Rock Action," but when taken in isolation, even outside of the Mogwai name, it holds its own as Mogwai’s first solely instrumental album.

 

 

Silver Jews: Lookout Mountain, Lookout SeaSilver Jews

Endnu en dejlig lo-fi / country / americana / indie rock udgivelse fra David Bermans band, Silver Jews. "Suffering Jukebox" er et af mine yndlingsnumre fra 2008.

Uncut: However unappetizing it may first appear, this is grimly funny food for thought.

Mojo: Clean, reverbed electric guitar chime and twang gorgeously and the production is simple and simpatico, but it’s Berman’s strange yet archetypal-sounding tales of gulible skinsmen and prisons built from sweets that keep you coming back for more.