Planeten Jorden har atter fuldført en tur rundt om Solen, og det er igen tid til at se tilbage på det forgangne musikår. Jeg skal være ærlig og indrømme, at der nok er blevet spillet mere “Åh Abe” end Animal Collective i vores lille hjem, men jeg forsøger mig alligevel med en liste (eller to) over anbefalede udgivelser fra det herrens år 2009.

Og præcis som sidste år, vil jeg styre udenom titler, der allerede findes på A Rock In The Weary Land’s årsliste. Det betyder bl.a. at Dinosaur Jr’s fremragende Farm ikke er at finde på min liste…

…And You Will Know Us by the Trail of Dead: The Century of Self

century Støjrockerne fra Austin, Texas stod bag et af de absolut bedste albums i 2002, Source Tags & Codes. Siden da har det været så som så med kvalitetsudgivelser fra deres hånd, men med The Century of Self – deres første udgivelse på eget selskab – ser det ud til, at de har fundet gnisten igen. Lyden er stadig pompøs og teksterne er ude i grænselandet, hvor det prætentiøse møder det obskure, men bandet lader til at have kastet de værste prog-tendenser overbord, og de tør lyde både kaotiske og farlige igen.

Arctic Monkeys: Humbug

humbug Der er egentlig ikke så meget at tilføje, som ikke allerede er blevet sagt og skrevet mange andre steder. Vidunderbarnet Alex Turner og hans kumpaner fra Sheffield fortsætter successen med endnu et fremragende album. “Crying Lightning” og “Cornerstone” er noget af det bedste de arktiske primater har præsteret indtil videre – og det siger ikke så lidt!

Built To Spill – There Is No Enemy

enemy Efter tre års ventetid udgav indiebandet Built To Spill endelig opfølgeren til “comeback”-albummet You In Reverse, og det har absolut været ventetiden værd. Der er skruet lidt ned for tempoet i forhold til forgængeren, men ellers er der tale om klassisk BTS – skønne og skæve popsange med masser af lækker guitar!

Bill Callahan – Sometimes I Wish We Were An Eagle

eagle Han har måske droppet sit kunstnernavn (Smog), og lyden er ikke længere skrabet og lo-fi, men misantropien og den monotone baryton er ikke til at tage fejl af:  dette er en Smog-plade i alt andet end navn.  Og endda en rigtig god én af slagsen!

Graham Coxon: The Spinning Top

top Jeg overvejede seriøst at inkludere Blur’s fantastiske livealbum All The People… (fra deres comeback optræden i Hyde Park i juli – hvem der bare havde været der!), men i stedet vælger jeg denne lille perle: Blur’s eminente guitarists syvende (sådan cirka) og til dato bedste soloalbum. Coxon har søgt væk fra det post-punkede udtryk, som han har dyrket på sidste, og har i stedet kastet sin kærlighed på den britiske folkrock og måske især Bert Jansch – og resultatet er et både smukt og helstøbt album. I samme åndedrag vil jeg anbefale Peter Doherty’s album Grace / Wastelands hvor Coxon bidrager med sit fantastiske guitarspil på de fleste numre.

Fortsættes…